Kom godt i gang med killingen i det nye hjem

British Shorthair - Asta kunne slappe af alle vegne

❤️-ligt tillykke med din killing fra katteri CatsbyLove...

Når killingen kommer til sit nye hjem, er det en meget stor omvæltning for den.
Den forlader den trygge base med sin mor, sine søskende, sine tanter og onkel, og sit velkendte miljø med de dufte og lyde, den kender. Den skal hjælpes lidt...

Som det første, når den er hjemme, sættes den i kattebakken og vis den så, hvor der er foder og vand.
Vis den, hvor den skal sove - gerne med tæppet, der lugter af “hjem”.
Forståeligt nok - det er helt naturligt - kan killingen virke skræmt - det hele stritter, og den vil gemme sig. Den kan også finde på at hvæse og sprutte. Den ved jo ikke, at man kun vil den det godt, så den forsvarer sig. Lad den derfor komme frem af sig selv, forsøg ikke at trække den frem.
Sid stille på gulvet og lad den selv komme... kald missemisse og dens navn... forsøg at gøre den nysgerrig med drillepind, tril bolden, læg puden med catnip, den har med herfra... Gennem leg og godbidder blir den tryg ved det nye hjem...
- vær helt rolig og stille og giv den tid... - vis tålmodighed ...
- lad de husdyr, den eventuelt skal omgås, være i rummet, men hold dem fra at være “på” killingen. Sørg for, at den har flugtveje og ikke bliver trængt op i en krog... giv den en “Secure Base” - et sted den kan ha’ “helle”.

Killingen er socialiseret og vant til almindelige familielyde, støvsuger, børn og voksne, andre katte, og hunde, men det betyder ikke, at den straks har tillid til jeres familie, katte, hunde, lugte og lyde. Men det får den hen af vejen, så giv den tid. Nogen bor en uge under sofaen, og lister kun frem om natten. Andre kommer med det samme - begge dele er helt normalt...
Kæletid er altid på killingens/kattens præmisser. De færreste killinger/katte bryder sig om at blive båret rundt.
Men øv gerne videre på, at den bliver taget op og båret, får tørret øjne/ører. Hold killingen tæt på ansigtets hud, gnid og nus på siden af dens hoved. Det er sådan katte kæler hinanden.
Nussetid er bedst, når killingen har leget, og lige inden den lægger sig til at sove. Der er den mest motiveret for nusseri.
Vent med at tage killingen udenfor, til du fornemmer, at den har tillid.
Acceptér, at den gerne vil undersøge miljøet - vis den, hvordan den kommer ind i huset igen...
indtil killingen er sikker i udemiljøet, skal du gå med ud - sid og leg med legetøj med den - tilbyd godbidder. Du kan rasle med posen, og tilbyde, så lærer den at komme ved den lyd. Lær gerne killingen forskellige små “kunster” - “sidde” - “give me five” - “apport” - “dæk” - “rulle” osv..
Jo mere der leges sådanne lege med killingen/katten, jo tættere knytter den sig, og jo længere holder den sig frisk og ungdommelig...
Jeg ønsker dig og familien alt mulig held og lykke med det nye familiemedlem - og jeg hører selvfølgelig meget gerne, hvordan killingen udvikler sig.